Interview

Betty Bass, hvad har du gang i?

Den danske sanger Betty Bass har udgivet sit andet studiealbum Dreamgirl, og hvis der er én, der skal have en ’hot girl summer’, så er det hende. Betty Bass har været kampagnemodel for Rudolph Care, og nu er det altså tid for hende at stå på den ene og den anden scene hele sommeren, og vi glæder os til at opleve hende live. Følg med på hendes instagram @bettybasss. Vi ses i pitten!

Hvad har du gang i lige nu? 
“Jeg har haft supertravlt op til udgivelsen af mit album Dreamgirl, og jeg er sindssygt stolt af det arbejde hele mit hold har lagt i det her album! Så nu prøver jeg at tage lidt tid til at slappe af og nyde det gode vejr med mine veninder. Vi har haft nogle dejlige dage med solskin, og det har været skønt at kunne koble af sammen. Jeg ser også frem til at komme i øveren, så jeg er klar til sommerens koncerter. Jeg har savnet at stå på scenen og kan næsten ikke vente med at dele de nye sange live.”

Hvor var du for 10 år siden?
“For 10 år siden gik jeg og drømte om en dag at stå på de helt store scener og synge. Det føltes som en vildt fjern drøm, som var meget uden for rækkevidde. Men nu har jeg faktisk stået på nogle af de største scener i Danmark som Orange Scene, Royal Arena og Store Vega. Selvom det ikke har været i mit eget navn, og jeg har stået og sunget kor for andre, synes jeg, at det er en kæmpe drøm at få lov til at lave det, jeg laver. Jeg tror, at 18-årige mig ville synes, jeg var ret sej.” 

Hvor vil du gerne være om 10 år? 
“Jeg håber, at jeg får lov til at stå på de helt store scener i mit eget navn og synge mine egne sange! Det ville være helt vildt!”

Hvad har du af sommerplaner? 
“Jeg har et par jobs som Betty Bass, og det glæder jeg mig helt vildt til! Og så skal jeg også ud at synge en masse kor for Pil på en helt masse festivaler rundt i landet.”

Hvad består en god sommerdag af for dig?
“Jeg elsker at ligge og stege i solen med en kold øl og min lille højtaler.”

Hvem vil du gerne smøre ind i solcreme? 
“Theo James eller Keith Powers. Eller begge.”