Interview

Søstrene Andrea og Cecilie Elisabeth Rudolph – Fra fletkurv til solcreme-print

For 10 år siden, da den lyseblå solserie kom til verden, blev den også præget af print i mange versioner. Det er Cecilie Elisabeth Rudolph, Andreas søster, der står bag. Som med alt andet hos Rudolph Care er det absolut ikke tilfældigt, hvordan printet er blevet til, og hvordan det ser ud.

Prøv at zoome ind på din solcreme, altså på etiketten på emballagen. Se, et print, der præger den lyseblå farve. Alle printene er forskellige alt efter, hvilket solprodukt du har mellem hænderne. Det er grundlægger Andrea Elisabeth Rudolphs søster, der står bag. Hun hedder Cecilie Elisabeth Rudolph og er uddannet printdesigner fra anerkendte Central Saint Martins, University of the Arts London

Cecilie kommer ind ad døren i Rudolph Cares hovedkvarter i Valby med en gigantisk portfolio-mappe i hånden. I mappen har hun alt inspirationsmaterialet til solseriens print. Hun åbner mappen og lægger det ene moodboard efter det andet op på bordet sammen med stofprøver, papirflet, reb og tryk. Andrea begynder at pille ved … det hele.

“Se lige!” siger Andrea og slår ud med armene.

“Jeg ved godt, at Cille er min søster, men hun er så dygtig!” Andrea er åbenlyst begejstret. Hun samler et stort, kraftigt stykke papir op fra bordet. Papiret har en art guldglimtende sol printet på sig.

“Jeg blev med det samme helt vild med det her print. Det havde så meget varme med alt det gule, de brændte farver, og det blå, som jeg forbinder med havet, og så den her glimtende gule sol, der skinner og giver lys,” siger Andrea.

Så spurgte Andrea sin søster, om hun ikke måtte bruge printet til sin solserie, der skulle lanceres året efter, i 2014.

“Selvfølgelig måtte hun det,” siger Cecilie. “Jeg elsker at se printet på produkterne.”

Oprindeligt var printet lavet til en international tøjvirksomhed, men landede så på Rudolph Cares solserie. Godt det samme. Andrea ville have elsket, at emballagen ville have stået 1:1, som det print Cecilie har skabt, med turkis og guldglimmer og taktilt print, men sådan kunne det ikke blive. Rudolph Cares solserie er certificeret med Svanemærket, som sørger for, at kun dét, der opfører sig ordentligt overfor menneskers sundhed og miljøet, bliver en del af produktet.

“Fordi vi er en ansvarlig virksomhed, er der mange begrænsninger. Også til printet. Der er regler for, hvilke farver vi må bruge, om emballagen må indeholde lak for glans osv. Så også her står vi overfor udfordringer. Men det løser vi selvfølgelig, inden for de vilkår, som med alt andet,” siger Andrea.

Måske er der også en anden god grund til, at printet ikke blev som det originale, som Cecilie står og flagrer med hen over det store bord i Rudolph Care-huset.

“Én ting er jo, at jeg ville elske en så farverig emballage, men det kan godt være, at kunderne ville synes, at det bimlede og bamlede for meget på hylden,” griner Andrea.

Printet kom også på et stofnet, der blev lanceret for 10 år siden. Og som hvert år kommer i en ny udgave, der ses rundt omkring i det danske – og udenlandske – sommerland. For en uges tid siden så Andrea en kvinde bære rundt på netop det stofnet, som var det første af sin slags, og som var ét af dem, Cecilie har kreeret print til. “Jeg elsker at se vores produkter i brug, og det, at printet var blevet gemt og genbrugt, er præcis det, vi ønsker,” siger Andrea.

Cecilie fortæller, hvor inspirationen til printet kom fra. Fra reb, kurve, fletninger, væveteknikker, perleapplikationer. Cecilie arbejder i mange lag, med mange detaljer, og laver alt i hånden. Det giver hendes print liv og dybde.

“Det er så legesygt det print. Jeg bliver aldrig træt af det, jeg kan blive ved med at se på det og få øje på nye detaljer,” siger Andrea og tager Sun Sticken op og nærstuderer den. “Det her ligner marehalm og siv. Og det her ligner creme, der er smurt ud” siger hun og peger på printet af en aftersun.

“Mit udgangspunkt har jo været et helt andet. Jeg elsker, at man hver især ser noget forskelligt i printet og kan skabe sin egen fortælling,” siger Cecilie.

“Det er det, der er med både Cille og mig, vi har svært ved at begrænse os. Vi elsker detaljer og ’jo mere, jo bedre’. Og hvis nogen synes, at jeg gør mig umage, så har de ikke mødt Cille. Hun gør sig umage,” siger Andrea. Hendes stemme agerer highlighter. Der er ingen tvivl om, at Cecilie går en ekstra mil for at komme i mål med sine print.

I har hvert jeres virke – den ene laver creme, den anden laver print. Hvordan henter I inspiration fra hinanden?

“Jeg synes, du er så modig, Cille. Du inspirerer mig med at blande nyt og gammelt og sætte ting sammen på helt nye måder, som jeg aldrig selv ville have overvejet. Jeg ville ønske, jeg kunne det samme. Jeg er røvkedelig ved siden af dig,” siger Andrea og giver Cecilie et lille skub. Og så griner de. Igen.

“Drea, du får også enormt mange ideer. Du er kreativ oppe i hovedet. Det inspirerer mig rigtig meget. Der kommer altid virkelig mange gode påfund og oplevelser ud af at være sammen med dig. Og når jeg laver noget for dig og Rudolph Care, giver du mig altid frie hænder. Det er et kæmpe privilegium,” siger Cecilie.