- Forbedret formel
Lips by Rudolph Care | Josephine
- Price
- 245 kr.
What's on your lips
“Lykke er midlertidig, men fred varer længe”
Mad skal ikke få dig til at føle skyld og skam. Mad er næring, energi og glæde, mener ayurveda-kok og kogebogsforfatter Nira Kehar, som i næsten et årti drev bistroen Chez Nini i New Delhi.
I 2018 blev hendes verden vendt op og ned, da hun blev diagnosticeret med brystkræft, men sygdommen hjalp hende med at finde ind til den tilstand af fred og balance i krop og sind, som hun mener er formålet med livet.
Hvordan begyndte du at interessere dig for mad og gastronomi?
Jeg er uddannet computeringeniør i Montreal, hvor jeg voksede op. En dag efter en lang arbejdsdag, gled jeg på arbejdet og beskadigede min hofte og min rygrad. Jeg var 24 år og kunne hverken gå, sidde eller ligge. Faldet udløste en kæmpe identitetskrise for mig. Når du er ung, lever du jo bare og bruger din krop, så det var voldsomt at være midlertidig handicappet. Min intuition sagde mig, at jeg skulle gå ind i smerten, at min krop forsøgte at sige noget til mig, og når jeg i dag kigger tilbage på episoden, var ulykken en velsignelse i en grim forklædning. Den udløste den her intense trang til at være kreativ. Jeg ville gøre noget andet med mit liv, og jeg begyndte at tænke over, hvad kreativitet var for mig?
Kreativitet var for mig noget varmt og kærligt – en sammenhæng mellem kærlighed og det at skabe. Som barn spillede jeg klaver og dansede, men jeg er født ind i en indisk immigrantfamilie, hvor kreativitet ikke er en profession – det er en hobby. Men mens jeg lå der i sengen og havde al tid i verden til at spekulere, begyndte jeg at tænke, at mit liv kunne været fyldt af det, jeg er allermest passioneret omkring. Det kunne være mit job? … Tanken begyndte at fylde mere og mere i mig og skabte en spænding, som gjorde at smerten næsten gav mening.
Sproget for kærlighed i min familie var mad. Måden min mor viste mine søstre og jeg kærlighed og omsorg på var gennem nærende måltider. Min mors køkken sov aldrig. Der var altid vidunderlige, også sommetider mærkelige, dufte, der strømmede ud af hendes køkken og materialiserede sig på vores tallerkener. Der var altid en historie, der blev fortalt med maden i gryderne, og jeg kom frem til, at mad får mig til at føle mig elsket.
Heldigvis er jeg lidt skør, og når jeg vil noget nok, går jeg efter det. Så jeg søgte ind på kokkeskolen i Montreal og følte, at det hele faldt på plads.
Som ung brugte jeg det meste af mine timer på at studere på biblioteket, men på kokkeskolen, åbnede sig en ny verden af venskaber, kogetider, udskæringer og evige plastre på fingrene efter snitteulykker. Jeg gik ud, drak drinks, hengav mig til smagsuniverser, og opdagede en ny side af mig selv. En verden, der ikke kun var intellektuel, men som også var sanselig. Jeg kom ned i min krop.
En af underviserne på skolen sagde til mig: “Dine forældre er fra Indien, du ser indisk ud, men du ved meget lidt om indisk madkultur. Hvorfor tager du ikke et praktikophold i Indien?” Jeg tænkte, han måtte være vanvittig. Hvad skulle jeg der? Lave fransk mad i Indien? Men tanken kunne ikke helt forlade mig. Indien er jo en brik i mit personlige puslespil, som jeg endnu var ved at lægge. Måske kunne jeg lære noget om mig selv, hvis jeg forbandt mig selv med den del.
Jeg kom til New Delhi i juni måned. Det var 40 grader varmt, og der var myg, trafik og milliarder af mennesker overalt. Totalt kaos. Jeg havde fået praktikophold på et hotel og arbejdede i en kælder sammen 160 mænd, og én anden kvinde. Det var så vild en udfordring. De forstod ikke, hvad jeg sagde. Men når man er opvokset i en immigrantfamilie, hvor ens forældre kom til Canada med 5 cent på lommen, så er der en implicit forståelse af, at du bare skal lykkedes. Det er ikke en mulighed at give op, og i dag takker jeg for det fighterinstinkt. Jeg kogte og svedte igennem mine kitler fra morgen til aften på mit lille parti, men jeg blev der – og blev ved med at forlænge mit ophold – uden helt at kunne forklare hvorfor. Jeg endte med at blive der i ni år. Blev gift med en indisk mand, åbnede restauranten Chez Nini, en lille hyggelig bistro efter fransk forbillede, som blev mit barn. Blev skilt igen. Mit hjerte var knust, og jeg brugte forvirringen og sorgen til at pøse al min energi og tid i restauranten. Det var en meget helende proces, hvor jeg voksede og gennemgik en vild transformation. Men efter seks år var jeg fysisk og emotionelt udmattet, og indså, at det var tid til at lukke restauranten og forlade Indien.
Du er meget optaget af den holistiske sundhedsvidenskab ayurveda. Kan du forklare lidt om, hvad det går ud på, og hvorfor det giver så god mening i dit univers?
Ayurveda (5000 år gammel, indisk sundhedsvidenskab, red.) er et stort smukt monster af naturvidenskab, psykologi, humanisme og spiritualisme. Ayurveda er ikke et quickfix, det er ikke noget, du bare lige kan lære, man må væbne dig med tålmodig, og tage det ind bid for bid. Når børn skal lære at læse, begynder de med at lære alfabetet, derefter lærer de at sætte bogstaverne sammen, til sidst kan de læse ord og sætninger. Det er en proces. Men det du kan få ud af det på sigt er det mest trippede, smukke, tilfredsstillende oplevelse.
Jeg stødte første gang på det, da jeg som 10-årig fandt Paramhansa Yoganandas bog ’Autobiography of a Yogi’ fra 1946 (en introduktion til østens spiritualisme, red) på det lokale bibliotek. Den blev min Harry Potter, min sandhed. Jeg ville være en yogi.
Jeg har altid haft en drivkraft og nysgerrighed mod spørgsmålet om, hvor vi kommer fra? Når man kommer fra et problemfyldt hjem, prøver man at finde måder at dæmpe smerten på. Ayurveda blev min redningskrans, der hjalp mig med at holde hovedet oven vande. Jeg blev ikke en yogi, men med ayurveda som nøgle fandt jeg min personlige måde at lave mad på.
Det vigtigste princip i ayurveda er at finde balance. Det er summen af videnskaben. Ayurveda tager udgangspunkt i, at vi alle fødes i en tilstand af sundhed. Men derfra er der ting, der kan rykke dig ud af den balance mellem krop og sind, og hvordan kommer du så tilbage? Ayurveda giver dig nogle retningslinjer, der kan hjælpe: find ud af, hvilken af de tre dosha-typer kapha, pitta og vata, du er, og spis i balance med naturen og sæsonerne, bevæg dig dagligt og mediter.
I din kogebog, ’Ojas – Modern Recipes and Ancient Wisdom for Everyday Ayurveda’ forsøger du at gøre ayurveda mere tilgængelig. Hvad kan moderne mennesker lære af ayurveda?
Ayurveda kan lære os en masse om os selv. Det meste af tiden går vi rundt og er uvidende omkring, hvad kroppen egentlig har brug for? Hvad fortæller følelsen af sult eller en ’craving’ os? Den fortæller os noget om, hvad der sker i kroppen, på samme måde som en følelse fortæller os noget om, hvordan vi har det i sjælen.
Vi går så meget op i, hvilken benzin vi fylder på vores biler, men kroppen er det køretøj, som skal transportere os til de smukkeste oplevelser i vores liv, og alligevel spiser vi så meget mad, der er skidt for os. Internettet har bidraget til så meget forvirring om mad og sundhed, som har fjernet os fra vores naturlige instinkter. Ayurveda lærer os, at mad skal være næring for hele dit liv – din glæde, dine celler, din hjerne, sin energi. Det at spise rækker langt videre end blot den mekaniske handling at putte noget i munden.
Min ide med kogebogen var at fremstille mad lavet efter ayurvediske principper ligeså lækkert som chokolade eller kage? Jeg ville vise farverne, glæden det sexede det lækre. Det er det, der er min personlige fortolkning af ayurveda.
Bogen hedder ’Ojas’, fordi i ayurveda er ojas den energi, der gør dig levende. Det er din glød og alt, hvad du fodrer din krop og dit sind med. Det fineste biprodukt af alle de ting, du tager ind. Maden, selvfølgelig, men også hvert et bord, du har siddet ved, samtalen, fællesskabet, hvert et minde.
Har din måde at lave mad på ændret sig, efter du blev diagnosticeret med brystkræft?
Min sygdom har betydet, at jeg mere end nogensinde før, går op i, hvilken type af mad, der gør mig godt. Ikke forstået som en rigid diæt, for at spise skal ikke være fyldt med skyld og skam, og en lang række sygdomme såsom kræft rammer også folk, som spiser og lever sundt.
Selvfølgelig synes jeg, man skal søge viden og spise den type mad, der gør din krop godt, men jeg synes, man skal passe på med at sammenkæde mad og medicin, for så begynder du at spise af andre grunde end den at give din krop mest mulig nydelse og næring. Så bliver formålet vigtigere end glæden. Du går heller ikke til en koncert og undrer dig over, hvordan de har indstillet instrumenterne. Eller jo, musikere gør måske nok …
Ayurveda er en videnskab om, hvordan vi sameksisterer og harmonerer med naturen. Hvordan vi bedst forbinder os til naturen, hvordan den tjener os bedst, og hvordan vi tjener den bedst? Hele den dans, men uden at det er formålet med det hele. Formålet er, at du finder frem til en tilstand af fred.
Lykke er overvurderet, lykke er midlertidig, men fred holder længe, det kan være et state of mind. For at skabe den fredfølelse må din krop og dit sind være i balance. Ayurveda hjælper dig til at finde den balance.
Hvem er dine forbilleder?
Det er sjovt, det er en konstellation af forskellige mennesker. Et all star crew af kunstnere – Louise Bourgeois, hun er helt utrolig, Anselm Kiefer, Richard Serra, Pablo Picasso, den måde han kan få essensen frem med en streg. Deres uudtømmelige dedikation til kunsten og den kreative proces har fået mig til at indse, at det er godt at blive besat af ting – bliv besat, dyk dybere ned i det, der er din passion, og der vil du finde dig selv.
Hvad er det ved det at skabe mad, der giver dig glæde?
Jeg elsker at lave mad til folk, at fodre dem. Jeg elsker at fejre og feste. Jeg vil gerne åbne folks sanser. Sanserne er vores krops portaler, og når du kan engagere folks sanser på en måde, du føler, du er skabt til… Det er føles så meningsfuldt.
Dengang jeg havde en restauranten i New Delhi, elskede jeg at stå i et hjørne og i smug betragte folk, når de tager den første mundfuld. Lige i det øjeblik, bliver besværet; al den vask, rens og snitten og hakken, helt ligegyldig.
Jeg tror på, at meningen med tilværelsen er at skabe. Vi har en længsel efter at overleve, men når vores mest basale behov er dækket, har vi en dyb længsel efter at skabe. Det er en måde at udtrykke os på. Et bevis for, at vi er til her i verden.
Om Nira Kehar
Nira Kehar, 40 år. Kok, kogebogsforfatter og kreativ konceptudvikler. Bor i København med sin mand, komponist og percussionist, Mikkel Hess. Nira er født i Montreal af indiske immigrantforældre.
Efter at have uddannet sig til kok rejste hun til New Delhi for at undersøge den baggrund hun er rundet af. Er forfatter til coffee-table-kogebog, Ojas – Modern Recipes and Ancient Wisdom for Everyday Ayurveda, med opskrifter. Du kan følge Nira på @youarewhatyoufeast.