Interview
Lad os tale om… menstruation
Halvdelen af verdens befolkning har menstruation. Det er en kvindes lod i livet at bløde mellem benene. I stedet for at pakke det væk og liste bind i baglommen på vej til toilettet, så lad os, i anledningen af kvindernes international kampdag, hylde blodet.
Derfor har Rudolph Care talt med tre kvinder, der går forrest og taler, skriver og handler på menstruationen og kvinders vegne. Hurra for dem!
Ikke råd til bind…? Ja!
Mary Consolata Namagambe er født i Uganda og opvokset i Danmark. Hun står bag She for She Pads, et projekt, der handler om at producere og distribuere genanvendelige menstruationsbind til kvinder og piger i Uganda. Målet er at sikre, at alle kvinder har adgang til sikre og hygiejniske menstruationsprodukter, uanset deres økonomiske situation. She for She Pads har allerede doneret bind til over 10.000 skolepiger og kvinder i Uganda. Drømmen er, naturligvis, at endnu flere skolepiger kan forblive i skolen, selv under deres menstruation.
Projektet startede, fordi Mary Consolata Namagambe var frustreret over, at der, selvom vi skriver 2024, stadig er piger, der ikke kan gå i skole, og som må blive inden døre, mens deres venner løber udenfor og leger, når de har deres menstruation, simpelthen fordi forældrene ikke har økonomisk mulighed for at købe menstruationsprodukter. I Uganda lever mange mennesker for mindre en ti kroner om dagen, og prisen for en pakke bind er omkring otte kroner. Ifølge FN's Børnefond (UNICEF) undlader én ud af ti afrikanske piger at gå i skole under menstruation i Uganda. Det svarer til et tab på otte til 24 skoledage om året, hvilket kan udgøre op til 11% af en piges læringsperiode i løbet af et år.
“She for She Pads-projektet ligger mig meget på sinde, fordi jeg tror på, at ingen kvinde eller pige bør lide under menstruation på grund af manglende adgang til produkter. Jeg tror på, at noget så naturligt som menstruation ikke bør hindre piger i at gå i skole, lege eller blot være sig selv. Det handler om at give kvinder værdighed, selvrespekt og mulighed for fuldt ud at deltage i samfundet uden at blive begrænset af deres menstruation,” siger Mary Consolata Namagambe.
“Jeg håber, at She for She Pads kan være med til at bryde tabuet omkring menstruation, skabe større opmærksomhed omkring kvinders rettigheder og sundhed samt give kvinder og piger mulighed for at forfølge deres drømme uden afbrydelser. Menstruation er en naturlig og normal del af en kvindes liv. Halvdelen af verden oplever det. Det er afgørende at forstå, respektere og støtte kvinder i denne proces uden skam eller tabu.”
Hvad er dit vigtigste budskab, når vi taler menstruation?
“At åbenhed om menstruation er afgørende. Lad os skabe et miljø, hvor kvinder trygt kan dele deres oplevelser og behov, og hvor samfundet støtter dem med respekt og forståelse. Det er også essentielt at erkende og dele vores privilegier med kvinder, der ikke har samme adgang til ressourcer. Jeg tror ikke, nogen af os i Danmark har oplevet at undlade at gå på arbejde, i skole, til fodbold eller til koncert på grund af mangel på menstruationsprodukter. Derfor bør vi ønske det samme for kvinder over hele verden.”
Lad os læse og tale om blod
Jette Sandbæk og Louise T. Sjørvad har skrevet bogen Det er bare blod – din første (bog om) menstruation. Det er en fagbog til børn på 10 år og op. Men ikke en snork-kedelig-fagbog. Bogen er fyldt med personlige råd og historier fra andre børn og unge, der ærligt deler, hvordan de oplever menstruation. Der er også masser af fakta om kroppen, som ikke bare børn kan blive overraskede over, men også voksne, og så er bogen fyldt med forklarende illustrationer og billeder af, surprise, blod.
De to kvinder har lavet bogen, fordi den manglede. De ledte og ledte blandt bøger om dinosaurer og fodboldspillere, men bogen om menstruation for børn og unge dukkede aldrig op. Så måtte de jo skrive den selv. De fik idéen til bogen kort tid efter, at Annika Aakjær havde optrådt med sin menstruationssang til Zulu Comedy Galla. Det var første gang, i deres liv, de havde hørt nogen tale så ærligt og detaljeret om menstruation. Det kunne noget. Det kunne de bruge til noget.
“Mens vi har lavet bogen, er vi da også gang på gang blevet bekræftet i, at der var brug for den og også for at få aftabuiseret det at have menstruation blandt børn og unge. Vi har talt med mange børn, hvor menstruation fylder rigtig meget, og hvor de fx er bekymrede for at bløde igennem. Særligt svært er det for dem, der er blandt de første i klassen, der får menstruation. De er meget alene med det og forsøger i høj grad at skjule det. Vi synes ikke, at børn skal gå rundt og skamme sig eller føle sig forkerte, fordi de har menstruation. Det er jo helt naturligt. Derfor har vi også lavet undervisningsmateriale til bogen, som lærere og sundhedsplejersker kan bruge til den første snak om menstruation helt ned i 2. klasse,” siger Jette Sandbæk og Louise T. Sjørvad.
“Menstruation påvirker halvdelen af jordens befolkning, og det skaber bedre forståelse for hinanden, når man har indsigt i hinandens liv og kroppe. Og det gælder alle køn imellem.”
Hvad er jeres vigtigste budskab, når vi taler menstruation?
“Vær stolt af din krop. Det er faktisk ret blæret, alt det den kan. Tal med hinanden om menstruation, og sæt jer ind i, hvad der foregår i kroppen i løbet af en cyklus. Vi tror på, at det giver en masse power, når man ved, hvad der sker i ens krop.”