Interview

Sund solfornuft med Anette Kristine Poulsen

Lige her deler Anette Kristine Poulsen, skønhedsredaktør på Børsen og forfatter til bogen ’Seriøst bedre hud’, sine solråd og erfaringer med solskader.

I 80’erne, hvor skønhedsidealet var et bronzegyldent George Michael-look, lå Anette Kristine Poulsen og svedte under solariernes lysstofrør, så længe hun kunne. Men prisen for den gyldenbrune tan var langt højere end de mange mønter, hun lagde – og derfor ved hun i dag en hel del om, hvor vigtigt det er at passe på huden i solen.

Jeg ved, du har en personlig fortælling om solskader. Vil du dele den med os?

“Meget tidligt i mit liv, allerede da jag var en 12-13 år, blev jeg besat af solen på en usund måde. Jeg voksede op i en lille by i Jylland, hvor mine veninder og jeg konkurrerede om, hvem der var brunest. Jeg kunne blive grøn af misundelse, hvis solen skinnede, og jeg skulle på arbejde i bageren, mens de andre havde tid til at ligge og dase i solen. Det hele handlede om: “hvor mange timer fik du i går?” Og man skal jo huske, at dengang i 80’erne var det uden skyggen af solcreme – højest en Nivea med faktor 2 eller 4. Nok var det ikke smertefrit at blive solskoldet, men det gjorde ikke så meget, man kunne kaste sig i et iskoldt karbad, og desuden betød det bare, at farven havde bidt sig fast – man blev brun, når det røde havde lagt sig. Et muligvis genkendeligt højdepunkt for mange, var når man efter en lang dag i solen hev ud i bikinitrussen for at tjekke, hvor godt det var gået ens tan line.

Soldyrkelsen toppede, da min veninde og jeg købte et hjemmesolarium sammen, som vi hængte op over en madras, så vi kunne tage sol, så ofte vi ville. Min sol-iver varede indtil jeg var midt i 30’erne, hvor en dermatolog fortalte mig, at min hud havde taget så meget skade, at den var 10 år ældre end min biologiske alder. Det blev et vendepunkt."

Hvordan har solskaderne udmøntet sig på din hud?

“På et tidspunkt registrerede jeg, at jeg ikke længere kunne blive jævnt brun. Min hud blev ujævn, diffust plettet som efter en øllebrødskrig. Jeg oplevede rødme, store porer, grovere og sart hud. Det forsvinder ikke bare. Derfor er jeg som et brændt barn, når det kommer til solen. Når det gælder solvaner, har man et indbygget taxameter, og jeg har misbrugt solen så meget, at jeg resten af mit liv skal passe på.”

Kan du forklare hvad solskader er?

“Det er hud, der er under beskydning. Der råber på hjælp. I det øjeblik huden tager farve, er det hud, der er gået i forsvarsposition. Huden et genialt organ, der automatisk danner sin egen solbeskyttelse med farvepigmentet melanin, der spredes ud i hudcellerne og gør dem mørkere, men sker eksponeringen bare en lille smule for hurtigt, har hudens reparationsmekanismer ikke en chance for at kompensere, og så bliver vi røde. Desværre gemmer huden på de skader, og regningen kommer en dag. I bedste fald i form af pigmentpletter, i værste fald i form af hudkræft.”

Hvad kan man gøre for at undgå dem?

“Ja, altså, man kan gå i kloster. Blive ude af solen og leve et trist liv fri for solpletter. Men det orker ingen jo, og der er ikke noget af alt det her, der ændrer på, hvor livgivende og rar solen også er. Hvor vigtig den er for vores velbefindende, og hvor afgørende en kilde den er til D-vitamin.

Vi kan være forsigtige og beskytte os mod solen. Gøre det, som vi ved virker, nemlig, de tre s’er; siesta, solhat og solcreme. Og så vil jeg tilføje selvbruner, fordi de fleste af os føler os pænere, når vi har lidt glød. Det giver den der instant feel good-fornemmelse.

Og så skal vi huske, at når vi taler solcreme, er mængden vigtigere end faktoren. En undersøgelse fra Bispebjerg Hospital har vist, at de fleste af os kun bruger en fjerdedel af den mængde, vi bør (en teskefuld til ansigtet og en stor håndfuld til kroppen). Solmatematikken er nådesløs, ved en halvering af mængden af solcreme, er den reelle beskyttelse kun kvadratroden af solcremens beskyttelsesfaktor. Det vil sige, at har vi en faktor 16 vil en halvering af laget, give det der svarer til en faktor 4 beskyttelse. Nok SPF 15 eller 30 er altså bedre end sjatklatter med SPF 50.”