Interview

Sunday Edit: Forårsgrønt à la Marie Hertz

En tur i skoven, anemoner, et morgenbord, der langsomt bliver til et frokostbord, en forårssolstråle og en varm kop te, tid til at læse sin bog, god vin, påskeæg, frokoster med familie- og venner – eller en rolig stund kun for dig.

Delikate, cremede, grønne opskrifter til din påske

Vi håber, du fylder helligdagene med alt det, der gør dig glad og giver frisk forårsenergi. Hos Rudolph Care vil vi bruge lidt af den ekstra tid til at forberede lækker forårsmad, der samler familie og venner. Vi har talt med Marie Hertz, der er kok og ekspert, hvad angår sæsonens bedste grøntsager. Her er hendes tips til to delikate, cremede, grønne opskrifter.

Marie hertz

Vi er trådt ind i foråret, og ramsløgene står så vidunderligt alle vegne. I København kan man finde dem både i Søndermarken, Østre Anlæg og på Amager Fælled. Ramsløgene har fået lov til at præge de to opskrifter. Der er lidt teknik bag både gnocchi og ramsløgsolie, men de giver anledning til hyggelige og dejlige processer i ens eget hjemmekøkken.

Blomkål med fetacreme, ramsløgsolie og forårsurter

2-4 personer


Ingredienser

1 blomkålshoved

3 dl. græsk yoghurt, 10%

200 gr. feta

Salt og peber

En lille håndfuld hakkede, ristede mandler

Forårsurter fx. bronzefennikel, persille og mynte – eller hvad du måtte have i din have eller potter.


Ramsløgsolie

2 håndfulde ramsløg

3 dl. neutral olie


-

Begynd med at smuldre fetaen i en skål, og rør den sammen med yoghurt. Smag til med salt og peber.

Skyld og tør ramsløgene. Kom dem i en blender sammen med neutral olie. Blend med kraftig hastighed, mens du holder på blenderskålen. Efter 2-3minutter begynder olien at blive varm fra friktionen. Blend i yderlig 15-20 sekunder. Hæld ramsløgsolien igennem en fin sigte, og stil den i køleskabet, så den holder sin fine, grønne farve, imens du steger blomkål. Et lille tip; din ramsløgsolie kan holde sig i lang tid i køleskabet.

Skær blomkålen ud i store skiver. Steg skiverne på en pande i olivenolie, så de bliver dejligt gyldne. Steg en halv citron med. Blomkålen skal ikke vendes – det må gerne være let råt på bagsiden.

Anret på en fin tallerken; kom fetacremen på den gyldne side af blomkålen. Fordel urter og mandler, lidt salat og peber – og kom ramsløgsolien på. Server med den ristede citron og brød på siden.

Gnocchi med grov palmekål- og ramsløgspesto

2-4 personer

Gnocchi

1 kg. bagekartofler; nykogte og pillede

200 gr. hvedemel; Tipo 00

1 æg

Salt til vandet

Ekstra mel til bordet


Pesto

3-4 palmekålsblade

En god håndfuld ramsløg

3 spsk. revet parmesan

5 spsk. god olivenolie

Saften fra en halv citron

Salt og peber

_

Pres kartoflerne ud med en kartoffelpresser eller mos dem grundigt. Fordel dem på bordet. Kom melet på toppen, lav en fordybning – og slå et æg ud i fordybningen. Pisk først ægget sammen med dine fingre, og begynd at inkorporere mel og kartoffel. Saml det hele til en ensartet dej, og kom dejen i en skål drysset med mel. Stil dejen i køleskabet, mens du laver pesto.


Pesto

Riv stænglerne af kålen. Blancher først kål og efterfølgende ramsløg i ca. 15 sek. i en gryde med letsaltet, kogende vand – og kom dem direkte i en skål med iskoldt vand, så tilberedningen stopper.

Vrid let vandet fra palmekålen og ramsløg – og kom det hele i en blender sammen med resten af ingredienserne. Blend det til en grov pesto, og smag til med salt og peber. Stil pestoen til siden til dine gnocchi er kogt.

Tag gnocchi-dejen ud af køleskabet. Del dejen op i tre stykker, og rul dem ud til lange pølser på et meldrysset bord. Sørg for hele tiden at drysse med mel, så dejen ikke klistre fast. Skær pølserne ud i små stykker, ca. 1x2 cm. Rul stykkerne langs en gaffel, så de får fine riller, og placer dem på et meldrysset fad. Når alle gnocchi er færdige –kog dem da ad to omgange i rigeligt, saltet vand. Det må ikke bulderkoge. Når dine gnocchi stiger op til overfladen af vandet er de færdige (efter ca. 1 min.) Tag dem op med en hulske, og placer dem på et klæde, så de kan dryppe lidt af. Kom dem herefter i en rundbundet skål med pestoen, og bland forsigtigt. Smag til med salt og evt. lidt ekstra olivenolie.

Fordel på et smuk fad, og server med det samme. Spises som forret.

Erstat evt. palmekål med grønkål, persille, spinat eller friske brændenældeskud.