Interview
Sunday Edit: Italienernes sans for hverdagsnydelse
For italienerne er sanselighed og livsglæde en grundsten i livet. Møder man en ven eller bekendt, stopper man op og taler – også selvom man kommer for sent til sin aftale. Ældre behandles altid med respekt, og at spise friske grøntsager og god pasta er ikke en luksus, men hverdagskost. Korrespondent Eva Ravnbøl, har boet i Italien i over 30 år og er forfatter til bogen ’Gud er italiener’.
Her fortæller hun hvad vi rationelle, effektive danskere kan lære af italienernes tilgang til la dolce vita.
“Italien har altid haft mange uhyrligt inkompetente generaler, præsidenter, tyranner, professorer, bureaukrater, journalister og industriledere, men italienerne ville aldrig tillade inkompetente operasanger, dirigenter, ballerinaer, skuespillere, filminstruktører, skræddere og kokke. I en verden fyldt med uorden, katastrofer og bedrag er skønheden af og til det eneste, man kan stole på. Kun kunstnerisk storhed er ufordærveligt. Nydelse kan man ikke købslå om. Og til tider er måltidet den eneste rigtige valuta.”
Luigi Barzini i Gli Italiani
Kulturstormagten
“Italiens kælenavn er Il Bel Paese, det smukke land, med bakker, bjerge, hav og byer, der er berømte langt ud over landets grænser. Italien er det land, som har allermest kulturarv på Unescos verdensarvsliste af alle lande. De er omgivet af historiske bygninger, kunst og kultur, og det er noget, der værdsættes og skattes. I 18-års gave får alle borgere 500 euro af staten øremærket til bøger, teater, koncerter, biografer og sprogkurser. Det er det en del af italienernes selvopfattelse, at de trods deres 60 millioner indbyggere ikke er en europæisk stormagt, men dog en kulturstormagt, og de er meget stolte af deres kultur, madkultur, natur og deres familier.”
“Italien er også et land med problemer og er præget af politisk og økonomisk uro. Ofte vil man opleve italienerne som temperamentsfulde, lidt udisciplinerede, dårlige til at langtidsplanlægge. De kommer sjældent til tiden og virker skødesløse. Men de går virkelig ikke på kompromis med alt, der handler om, at det skal smage godt eller se godt ud.”
“Italienerne er det folkefærd i Europa, der lever længst – kun overgået af japanerne, der lever lidt længere. Forskningen er for længst kommet frem til, at opskriften på et langt liv er: Frisk fisk, hjemmedyrkede grøntsager, havluft, kærlighed, landsbystemning og god tid. Og i ’Italien spiser de godt, og tager den med ro’, som et ældre ægtepar på 95 og 102 forklarede mig, da jeg interviewede dem, mens deres frokost, polpo i tomatsovs, stod og simrede på komfuret.”
“De ældre i samfundet behandles altid med respekt. Man holder døren, hilser høfligt og hjælper dem med at bære deres indkøbsposer. På familierestauranter kan det være den ældre generation, der tager imod varer fra leverandørerne om formiddagen, bager brød og kager eller ordner menukortene. I mit lokale parfumeri var ejeren en ældre dame, der havde stået i sin butik hele sit liv, men efterhånden som hun blev ældre, kneb det med både at se og høre, men i stedet for at sætte hende på plejehjem, ansatte hendes børn en ung pige, der assisterede la signora med at stå ved kassen og trykke det hele ind. Vi skulle have rigtig god tålmodighed, for det gik meget langsomt, men hun var med og følte sig nyttig.”
Bella og brutta figura
“Italienerne er meget konservative, hvad angår etikette. Det at gøre en bella figura, at gøre en god figur, er afgørende for alle. Det handler både om, hvordan man ser ud, går klædt, og hvordan man udtrykker og opfører sig. At være høflig og bruge ord som scusi (undskyld), permesso (med forlov) og prego (velbekomme) er af afgørende betydning, når man henvender sig til folk. Følger man ikke de uskrevne regler, gør man en brutta figura, en dårlig figur.
“Det er eksempelvis brutta figura at bryde madreglerne. Nok har italienerne et skødesløst forhold til både færdsels- og straffeloven, men ikke pastaloven – og de opdrager gerne på dem, der ikke har forstået det. Sidder du på en restaurant og beder om parmesan til fiske- eller muslingepastaen er det brutta figura.”
“Det, som udlændinge mest kan komme til at jokke i spinaten med, er at bruge pasta som tilbehør, altså at undlade at blande sugoen sammen med pastaen. Det må ikke serveres i to forskellige skåle. Mange tror også, at det at sidde og dyppe olie i brød er en meget italiensk ting, men det gør de aldrig. De kunne heller aldrig finde på at skære pastaen ud med en kniv eller knække spaghettien, inden den kommer i gryden. Det er meget, meget forbudt. De holder på deres traditioner.”
“For nyligt fik New York Times anerkendte madtillæg, NYT Cooking, italienerne op i det røde felt, fordi en af deres madskribenter offentliggjorde en opskrift på spaghetti carbonara med tomat – men ikke nok med det – guanciale var erstattet med bacon og pecorino med parmesan. Mange ting kan man se stort på, men ikke den slags forbrydelser.”
“Som en af mine venner sagde: ’De forstår det ikke, carbonara skal jo smage af det, som vi forbinder med lange aftener hjemme i familien. Duften, der kommer ud i alle stuerne, hvor vi sidder samlet. Det gør det jo ikke, hvis den er lavet forkert’.”
At spise i godt selskab
“I Italien betragtes det som en menneskeret, ikke en luksus, at spise godt hver dag. De spiser meget frisk frugt og masser af grøntsager, og mange går på markedet hver dag og køber ind. Selv i supermarkederne er det påfaldende, hvor lækre afdelingerne for fisk, kød, grønt og charcuteri er i forhold til i Danmark, hvor halvdelen af varerne nærmest er slik og chips. For italienerne er indkøb en del af madlavningen. At få det rigtige og gå hjem og lave maden sammen. Det er ikke bare noget med at blive mæt.”
“Danskerne bruger omkring 11 procent og italienerne 20 procent af deres rådighedsbeløb på mad. Ifølge en undersøgelse fra Madkulturens Madindeks bruger danskerne i gennemsnit 28 minutter på at lave mad, hvor italienerne gennemsnitligt bruger tre gange så lang tid på at handle, lave mad og spise et godt måltid sammen.”
“Alle italienere kan lave mad, det er noget, man er flasket op med, og det foregår på slump. Kogebøger er ikke noget, man bruger og ingen går op i decilitermål, ingen tæller teskefulde eller vejer ingredienser. De har det på rygmarven.”
“At være sammen og hygge sig er altid forbundet med lækker mad. ’Hvad fik I at spise?’ er også det første, man spørger hinanden om efter en stor fest. Ordet compagnia, eller company på engelsk – altså selskab eller ’at være sammen’ kommer i virkeligheden af ’con pane’, altså ’med brød’. Godt selskab er kædet sammen med spisning.”
“Italienerne insisterer på, at måltidet er et samlingsgrundlag for alle generationer, selv om konkurrencen fra andre gøremål og fristelser er stor. Det står i skarp kontrast til den danske kultur, der er så fokuseret på at nå en masse og at være effektiv, grundig og planlæggende, at det bliver svært at give slip, bare være tilstede og nyde maden.”
“Jeg har ladet mig fortælle, at det måske hænger sammen med religion, altså om man er katolik eller protestant. Det ligger dybt i den protestantiske kultur, at vi skal yde, før vi kan nyde. Vi skal gøre os fortjent til pauser. I Danmark spiller religion ikke så stor en rolle længere, vi har i stedet ophøjet arbejde til religion. Vi har en meget stærk pligtfølelse, og vi tillader os sjældent at slappe af, for vi skal jo nå en hel masse.”
“Der kunne vi måske lade os inspirere lidt af italienerne, ikke at de bare ligger og spiser pizza og drikker vino, men de er gode til at indlægge små pauser i løbet af deres dag. Hvis de møder en, de kender, så stopper man lige og snakker, også selvom det betyder, at man kommer et kvarter for sent.”
Læs mere i Eva Ravnbøls personlige fortælling om sit forhold til Italien i bogen ‘Gud er italiener – fortællinger fra mit andet hjemland’, Forlaget 28B.