Interview

For journalist og digital kreatør Gisella Francisca er Kvindernes Internationale Kampdag en dag, hvor hun særligt kæmper for rettigheder og lige muligheder for BPoC-kvinder (BPoC= Black and People of Color) og beder os huske, at vi alle har et ansvar for at ændre dynamikkerne og udvide vores perspektiv på feminisme og ligestilling.

Hvad betyder ligestilling og Kvindernes Internationale Kampdag for dig?

“For mig er en dag som denne ikke blot én, man skal fejre en gang om året. For er det et emne, som vi hele tiden må have på den politiske agenda. At dagen er blevet så folkelig, at virksomheder tager den til sig, er positivt, for det skaber mere opmærksomhed og forhåbentlig flere muligheder for kvinder i alle aspekter af samfundet.”

Hvilken forandring vil du gerne se i verden?

“Åh, jeg kunne nævne mange – særligt relateret til miljømæssigt, individuelt og politisk ansvar, kønsbestemte lønforskelle, men lige her vil jeg nævne en virkelighed, der desværre ikke er nok fokus på: flere rettigheder til BPoC-kvinder og lige løn på tværs af alle samfundslag.

Det handler ikke bare om at pege på institutionerne, mode- og skønhedsbrands, eller kapitalismen, men også om at tage ansvar og være katalysator for forandring der, hvor man er. I små, gentagne bølger. At tjekke ind med vores bias hver eneste dag. Spørg dig selv, hvordan du tager ansvar, spørg: “Gør jeg mit bedste for at ligestille personer i det samfund, vi lever i?”.“

Har du et feministisk forbillede?

Jeg har ikke kun én rollemodel, men et netværk af kvinder og personer, som jeg virkelig beundrer, og som jeg har kunnet spejle mig i i forskellige faser af mit liv. Det er folk, som inspirerer mig lige så meget som mine venner og andre mennesker omkring mig – inklusive mænd. Hverdagens helte, du ved! Mennesker, der blomstrer i miljøer, som ikke er skabt til, at de kunne blomstre i dem. Hendes sejr er min sejr, og sammen kan vi nå nye højder.

Blandt andre beundrer jeg Rawdah Mohamed (model og moderedaktør på Skandinavisk Vogue, red.) og Ceval Omar (aktivist og model, red.) gør i modebranchen. At de er modeller og ikke “hijabklædt model” eller “transkvindelig model” er hele pointen. Det er lige præcis den forandring, jeg gerne vil se i verden.

Jeg ser også virkelig op til manuskriptforfattere og producere som Shonda Rhimes (kvinden bag tv-serier som Greys Hvide Verden og Bridgerton, red.), Issa Rae (skuespiller, manuskriptforfatter og producer, som blandt andet står bag HBO-serien Insecure) og Michaela Coel (skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør bedst kendt fra HBO-serien I May Destroy You, red.) På Instagram elsker jeg Blair Imani fra @smarterinseconds. I litteraturen er forfatter til bogen Pige, kvinde, andet, Bernadine Evaristo, som stiller skarpt på køn, klasse og race et stort navn for mig.

Hvad vil du opfordre til at deltage i, lytte til eller læse i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag?

Intersektionel feminisme (ligestilling på tværs af forskellige identiteter og erfaringer, der knytter sig dertil, red.). Jeg vil råde alle mine venner til at læse værker om feminisme og ligestilling skrevet af BPoC kvinder. Det giver et bredere perspektiv på området, som er gældende for alle kvinder. Enhver form for feminisme, der giver flere privilegier til de privilegerede, er uundgåeligt irrelevant for fattige kvinder, BPoC kvinder, transkvinder og BPoC transkvinder. Så, på denne kampdag vil jeg gerne invitere dig til at ændre på dynamikkerne og udvide dit perspektiv på feminisme og ligestilling.

Følg Gisella på Instagram @gisellafrancisca

Da Rødstrømpebevægelsen var på sit højeste i begyndelsen af 70’erne blev Kvindernes Internationale Kampdag taget til nye højder. Filminstruktør Janne Giese var med og rejste landet rundt til paneldebatter, skrev kronikker og dokumenterede kvindesagen på film i dokumentaren ’Kvindefestival 74’. Her fortæller hun, hvad hun er mest stolt af, kvindesagen fik gennemført, og hvad hun mener, der stadig er at kæmpe for i ligestillingens navn.

Hvad betyder ligestilling og Kvindernes Internationale Kampdag for dig?

“Det er en dag, der vækker minder om den tid i begyndelsen af 70erne, hvor Rødstrømpe-bevægelsen var på sit højeste. Min søster Susse (Janne Gieses tvillingesøster, forfatter og debattør Suzanne Giese (1946-2012) og jeg fes rundt til alt muligt. Der blev altid arrangeret en masse debatter og paneldiskussioner, og så sluttede vi af med fest, dans og musik.

Vi gentog og gentog vores ligestillings-budskaber i et væk, kan man sige. Vi gentog og gentog, til vi selv blev helt trætte, hvor vi havde rykket os, og hvor vi ikke havde.

Alle os der gjorde oprør, var middelklassepiger, der gik på universitetet, og var opdraget i vores mødres regimer som pæne piger, der skulle opføre os pænt. Pludselig kom det hele væltende oveni hinanden, den seksuelle revolution og Rødstrømpebevægelsen, som gav os frihed på en masse områder, som ved gud aldrig tidligere havde været friheder for kvinder – kun for mænd. Det var en vanvittig spændende tid.”

Hvad er du mest stolt over, Kvindebevægelsen fik gennemført?

“Den fri abort i 1973 – og ikke mindst ordentlige forhold for de kvinder, som alligevel fik børnene, Mødrehjælpen (1983) og så videre. Det mener jeg har været fuldstændig afgørende for kvinders frihed. Jeg var rundt i årene inden til paneldiskussioner, hvor som helst, i hele landet, og tale om det der med retten til sin egen krop. Retten til selv at bestemme, hvornår man vil være gravid og have et barn. Det var en meget vigtig sag for mig, fordi jeg selv havde fået to børn i en meget ung alder. Jeg blev gift og fik mit første barn, da jeg var 17 år."

Hvilken forandring vil du gerne se i verden?

“Vi kæmper stadig for, at kvinder skal have større indflydelse i samfundet. Det er stadig mænd i jakkesæt, der styrer det her land. Kun 39 procent af politikerne i Folketinget er kvinder. Nu har regeringen jo netop skiftet holdning og vil støtte et EU-direktiv, der skal sikre mindst 40 procent kvinder i bestyrelser, ligesom i Norge. For mig at se er det supervigtigt, at vi får flere kvinder ind i de sektorer, hvor vi er underrepræsenterede, i den finansielle sektor og i de naturvidenskabelige fag. Vi skal være med til at drive landets udvikling og træffe de store beslutninger.

Men kampen om magten i samfundet må godt blive lidt mere feminin. Vi har brug for mere politik med omsorg og hjerte. Den forandring vil jeg gerne se i verden.”

Har du et feministisk forbillede?

“Der er jo så mange spændende kvinder, men Simone de Beauvoir har betydet meget for mig. Jeg læste Det andet køn som ret ung feminist og brugte den som bibel.

Hvis jeg ser på den politiske scene ude i verden med afskyelige Trump og Putin, finder jeg håb i den amerikanske, demokratiske senatspolitiker og aktivist valgt ind for New York, AOC, Alexandria Ocasio-Cortez. Hun var ikke engang 30, da hun blev valgt ind. Hun er et fantastisk forbillede.”

Hvad vil du opfordre til at deltage i, lytte til eller læse i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag?

“Jeg har egentlig ikke et specifikt arrangement den 8. marts, men noget jeg glæder mig meget over er, at mange museer har udstillinger med nogle af de kvindelige kunstnere, som er røget ud af kunsthistorien. Det er jo noget af det, der trækker tråde tilbage til kvindebevægelsen. Vi råbte og skreg: “Hvad med alle de kvinder, der var så dygtige, men som blev glemt?” Dem vil jeg anbefale, at man tager ud og ser og bliver klogere på. For mig betyder det noget, at vi husker dem og anerkender deres talent.”

Billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945) på Glyptoteket i København.

Kunstner og designer Sonia Delalunay (1885-1979) på Louisiana i Humlebæk

Kunstner Bertha Wegmann (1847-1926) på den Hirschsprungske Samling i København.