Interview
Sunday Edit: Line Jensen – om venskaber
Kender du Line Jensen? Måske kender du hendes streg fra Instagram (@linejensenillu)? Line Jensen er tegner og verdensmester i, med en blyant, at skitsere hverdagssituationer fra hamsterhjulet, som de fleste af os (i hvert fald os med energiske børn og trætte mænd) kan nikke genkendende til.
Line Jensen er netop udkommet med en ny bog. Den hedder Min fine ven og er dedikeret til venskaber. Bogen tager udgangspunkt i Line Jensens egne venskaber og er akkompagneret af hendes gode tegninger. Der er også gjort plads til, at dine venner og du selv kan skrive om jeres relation i bogen.
Så, i dag skal vi tale med Line Jensen om venskaber. Hvorfor er de mennesker, vi selv har valgt at drage ind i vores liv, vigtige for vores velbefindende? Det har Line Jensen gjort sig en hel del gode tanker om. De kommer her.
Hvorfor er du optaget af venskaber?
“Venskaber er sådan en dejlig uproduktiv, unyttig ting, som jeg selv er kommet til at tage for givet, indtil jeg pludselig opdagede, hvor meget jeg havde brug for dem. Lige pludselig var jeg ved at blive spist af små børn, ombygninger, parforhold, flytninger og pis og lort, og jeg havde længe ikke haft tid til at grine med mine venner. Det manglede jeg meget.”
Hvad gjorde du ved det?
“For to år siden blev jeg sygemeldt med stress. En stor erkendelse i den proces blev, at jeg alt for længe kun havde haft de ting på min to do-liste, som var strengt nødvendige. At jeg skulle hente mine børn, handle og ting, jeg gerne ville opnå med mit arbejde. Mine venner blev skåret væk, for dem var der ikke tid til. Men det er der jo. Men man skal insistere på, at der skal være plads til dem. Omvendt har jeg forsøgt at insistere på ikke at arbejde helt så meget som tidligere. Det har været sindssygt svært, både fordi jeg elsker at arbejde, og fordi en kæmpestor del af min identitet ligger i det arbejde, jeg laver. Det er sindssygt angstprovokerende at forsøge at give slip på.”
Okay, så du arbejder mindre for at få tid til dine venner…?
“Ja, og jeg har lige lukket min webshop og butik (i Nansensgade i København, hvor billederne er taget, red.). Og for et år siden flyttede min familie og jeg til Møn, hvor det er billigere at bo end i København, så jeg behøver heller ikke tjene så mange penge. Jeg håber at kunne blive ved med at se mine venner noget mere – og at jeg får tid til at skrive nogle længere historier, fordybe mig.”
Hvad er opskriften på et godt venskab?
“Det er der ikke nogen opskrift på. Hvert venskab skal finde sin egen opskrift. Der er nogle veninder, som man tager ud og spiser og drikker vin med, og det er dejligt, men det er også rart at have nogen, som kan rumme, at man har vasketøjet stående og børn løbende rundt om benene. Begge dele findes i mit liv, og jeg sætter pris på begge dele. Venskaber kan eksistere på mange forskellige præmisser. Det er det, der gør det spændende, men også det, der gør det svært. Venskaber kan være komplicerede. Vi kan skuffe vores venner. Ofte er der også en ubalance, hvor den ene vil venskabet mere, end den anden. Der kan også være en accept af, at nogle venskaber hører en bestemt tid til, men det behøver ikke at betyde, at det ikke var vigtigt. Venner er med til at definere én.”
Hvordan er du som ven?
“Jeg er sådan en ven, som er meget til stede dér, hvor jeg er. Jeg kan glemme i årevis at række ud til mine venner. Til gengæld er jeg en meget nostalgisk ven. Jeg er god til at minde mine venner om, “Hey, kan du huske dengang…?” og spørge, “Skal vi mødes til et eller andet?”. På den måde er det lykkes mig at holde liv i gamle venskaber, selvom der indimellem er gået nogle år. Jeg har alt for tit været alt for optaget af mig selv og mit eget. Jeg er meget taknemmelig for, at mine venner alligevel har grebet mig, når det galt. Det har jeg ikke været vildt god til selv. Og så er der også noget med, at jeg selv har haft travlt med at få nye venner i alle de sammenhænge, jeg er kommet i. Det har nogle af mine gamle venner slået sig på. Men det sådan, jeg er. Så hvis man vil være venner med mig, skal man købe hele pakken.”
Hvordan får man sig en ny ven?
“Det er noget med at være åben overfor de mennesker, man møder. Men det er også skideirriterende, for, igen, det handler om at tage sig tid til det, måske bare stoppe op i 10 minutter og sludre. Jeg får stadig nye venner, gennem mit arbejde, gennem børnenes skole og mine naboer på Møn er også blevet mine venner.”
Hvad er det vigtigste du ved om venskaber?
“Jeg ved ikke, om jeg ved det, men jeg har en fysisk fornemmelse af, at hvis ikke jeg havde mine venner, så ville jeg glemme at trække vejret.”